Besøg hos Luxembourg Air Rescue med foredrag og rundvisning
Onsdag den 15. oktober 2025
kl. 09.30
Luxembourg Airport-Gate E13
L-1110
I oktober besøger vi igen Luxembourg Air Rescue – LAR.
Vi var der sidst i 2017, men nye spændende ting er kommet til.
Det er en privat non-profit organisation etableret i 1988, som startede med at indleje både materiel og mandskab. Gennem alle årene har LAR hjulpet og fløjet både her i Luxembourg og i nabolandene. På verdensplan henter LAR akutte patienter hjem til Luxembourg for behandling og tryghed.
LAR's formål er at udføre lufttransport for at redde menneskeliv og sikre den enkelte patients tilstand under transporten, som typisk foregår med rednings-helikopter eller i ambulancefly. Der tilstræbes den bedste kvalitet og den højeste sikkerheds-standard. Udrustningen er i top, og personalet meget kvalificeret. LAR opererer på linje med ambulancerne, men har - i modsætning til disse - altid læger ombord. LAR har 185.000 medlemmer i Luxembourg og er landets største private organisation. Alt dette og meget mere vil I høre om under selve besøget – sproget vil være engelsk.
Efter besøget hos LAR spiser vi som sædvanlig frokost på en nærliggende restaurant. Mere information om dette følger til de tilmeldte.
Max. deltagerantal er 25 pers. og tilmelding sker efter ”først til mølle”-princippet.
Vigtigt
Grundet sikkerhedsforanstaltningerne skal vi inden besøget aflevere en liste med samtlige deltageres personlige data samt oplyse, om man er medlem af LAR og evt. medlemsnummer. Du bedes derfor medsende disse oplysninger sammen med kopi af dit pas ved tilmelding.
Originalt pas skal endvidere medbringes på dagen.
Bindende tilmelding til 60plusnet@gmail.com senest den 22. september 2025.
|
|
|